onsdag den 29. februar 2012

Den sidste vinterdag

Sådan så der ud i morges rundt omkring i haven på den sidste vinterdag - senere kom solen og det dejligste vejr. Efter at have været syg i de seneste 3 dage, var det dejligt at komme lidt ud og dufte den krydrede jordbund i staudebedet.
Jeg fik gjort en potte klar til anemoner, nu står den i drivhuset og venter. I morgen kommer knoldene i. Det er vældig spændende, for jeg har aldrig haft anemoner før.






torsdag den 23. februar 2012

Jeg skulle bare lige....

Ja, jeg skulle bare lige have et par tomater til frokost. På vej ind i Kiwi blev mit øje distraheret i indgangspartiet. Normalt lader jeg mig ikke aflede af mere eller mindre lokkende udstillinger, som er stillet an på de mest udspekulerede steder, men i dag faldt jeg i med begge ben. Det var frø - så jeg var jo ligesom nødt til at stoppe op og kigge.


Den anden dag ledte jeg forgæves efter hvide/flødefarvede Tallerkensmækkere, og de stod jo lige der og kaldte på mig i Kiwi. Det er jo taknemlige frø, så jeg turde godt købe dem i Kiwi. De skal bruges til at dække jorden med mellem en nyanlagt terrasse og "græsplænen" med. Der er relativ meget ukrudt i "græsplænen", så derfor må den i anførselstegn;-)
Før var der forskellige buske i det lille stykke jord. Nu er der kun en busk tilbage. To gik tabt under omlægningen, og en var blevet alt for stor og voldsom. Terrassen er ikke helt færdig endnu, men når vi når så langt, så skal der være buske der igen. Lige nu overvejer vi, hvad vi skal vælge. I denne fase skal jorden dog ikke være bar - det giver jo en masse unødvendigt arbejde.

Desuden var der lidt pluksalat. Det var ikke dyrt, så jeg prøver. Før i tiden kunne jeg dyrke flotte salathoveder, det kan jeg ikke mere - vi har nemlig fået nogle sultne snegle ind i haven. De er rigtig trælse, og jeg har ikke fundet de vise sten mht. at slippe af med dem.
Kender du en god metode, for så vil jeg da rigtig gerne høre?

onsdag den 22. februar 2012

En kvinde, en bil og et plantecenter...

Det er sjældent, at jeg har adgang til en bil i hverdagen, men i går havde jeg! Det blev udnyttet til at købe lidt forårsfornemmelser. Egentlig synes jeg, at jeg beherskede mig - i hvert fald kunne jeg sagtens have købt meget mere. Alligevel blev det lidt dyre end beregnet, men sådan kan det jo gå;-)

Jeg er særlig spændt på anemonerne. Dem har vi aldrig haft, så jeg må vist finde noget passende lekture op dem, så de får de rette vækstbetingelser.


torsdag den 16. februar 2012

Til sommer

Til sommer skal mit hækle-projekt være færdig, så jeg kan sidde og hygge mig i haven med et tæppe, når det er lidt køligt. Tæppet skal have alle mulige farver og det er godt på vej til at blive færdigt. Det der med at hækle har dog ikke højeste prioritet her. Min anden store passion er nemlig mit strikketøj, og det passer i virkeligheden bedre til mit helbred end havearbejde.
Haven har gennem de seneste 10 år lidt gevaldigt under mit skræntende helbred - men jeg holder stadig af den, og så kan jeg jo sætte mig med tæppet i en god stol og nyde blomsterne, når kroppen ikke "gider" arbejde i haven.




onsdag den 8. februar 2012

søndag den 5. februar 2012

Indendørs

Nu rykker vi lige indedørs i varmen. Jeg har fået en orkidé i gave. Det er faktisk en plante, som jeg har holdt mig fra, for jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg synes om den. Den jeg har fået er nu ualmindelig smuk - måske lidt som det med egne børn....som jo (næsten) altid er de mest fantastiske!




Det er jo lidt af en videnskab at sætte sig ind i pasningen, men jeg satser da bestemt på, at den overlever. Jeg har altid undret mig over man bruger hårdimser (eller noget der minder om det) til at holde blomsterstænglen oppe. Jeg synes, det ser underligt ud. Altså jeg kan godt se, at man hurtig kan flytte rundt på støtten efter behov, men kønt synes jeg nu ikke det er.